Kommunikation med en ånd
Som Ånd kan man kommunikere med en Clairvoyant på forskellige måder, alt efter hvilke evner den Clairvoyante har. Som Clairvoyant kan man have tre evner. Man kan være Klarsynet, have Klarhørelse og Klarfølelse. Nogle Clairvoyante har en af de omtalte evner, andre har to og andre igen har alle tre.
At være Klarsynet vil sige man som Clairvoyant er i stand til at ”se” en ånd. Den Clairvoyante kan ”se” det billede som ånden vælger at vise. Det kan f.eks. være en afdød der ønsker at vise hvordan han eller hun har set ud i sit sidste liv. Nogle afdøde vælger at vise sig selv i hel figur, andre vælger at præsentere sig som et portræt, og atter andre vælger måske kun at vise en detalje af sig selv. Den Clairvoyante er i stand til at opfatte farver, kendetegn og karakteristika, hvis, vel at mærke, den afdød ”vælger” at vise det. Med Klarsyn ”ser” man altså kun det ånden vælger at vise. Vælger ånden at vise hvordan hoveddøren til huset så ud, er det ikke ensbetydende med at den Clairvoyante er i stand til at se hele huset. Det afhænger helt og holdent af hvad ånden finder vigtigt at vise.
Ånden kan også benytte sig af den Clairvoyantes Klarhørelse. Ånden sender en tankerække, der opfattes som en sætning af den Clairvoyante. Den Clairvoyante ”hører” en stemme, men denne stemme er blot åndens tanker. Alt afhængig af hvor veludviklet den Clairvoyantes Klarhørelse er, høres et eller flere ord. Har den Clairvoyante en meget veludviklet Klarhørelse og er kommunikationen med ånden optimal ”høres” hele sætningen, ja selv ”stemmen” høres og kan beskrives af den Clairvoyante, f.eks om den er høj, lys, dyb, stammende, hurtig m.m.. Ved en optimal kommunikation kan navne, tal og fremmedord opfattes. Gengivelsen er dog begrænset af den Clairvoyante selv. Den Clairvoyantes fysiske krop og færdigheder sætter sine begrænsninger for de gengivelser der kan gives.
Det at tale sammen, og at kommunikere via Klarhørelsen er to meget forskellige ting. Ved en samtale kan begge personer høre alt hvad der siges. Samtalen består som regel af spørgsmål og svar, eller personerne skiftevis lytter og hører. Ved en kommunikation via Klarhørelsen er der en tanke der skal tænkes, før den sendes. Tanken er ofte kort og efterfølges nogle gange af en tanke om noget helt andet. Ligesom når vi tænker, flyver vores tanker også rundt. Ånden har en masse at sige og kun kort tid at sige det i. Der kan være problemer med hvor godt den Clairvoyante kan opfatte hvad der sendes og for ånden er de tanker der sendes en blanding af erindringer, overvejelser og direkte råd. Den Clairvoyantes opgave er at gengive ”samtalen” så nøjagtigt som muligt. Er den Clairvoyante i tvivl kan ånden spørges, blot ved at sende spørgsmålet som en tanke.
Via Klarfølelsen kan ånden sende følelser, lugte og smagsoplevelser. Følelserne opfattes fysisk af den Clairvoyante. Dvs. at ånden f.eks. har mulighed for at sende en fysisk smerte til den Clairvoyante. Følelsen kan også være latter, en ”murren” eller ”uro” i kroppen. Nogle af de følelser der sendes kan virke stærkt på den Clairvoyante. Følelserne varer så længe som ånden vælger at sende dem, eller så længe den Clairvoyante vælger at modtage dem. Følelserne sendes aldrig for at skade den Clairvoyante, men altid for at give bedre mulighed for at ”forstå” det ånden ønsker at forklare. Det samme gør sig gældende for både lugte og smagsoplevelser. Da der i det åndelige er en meget udbredt og varm form for humor, er det meget almindeligt at man som Clairvoyant ikke kun modtager behagelige lugte og smagsoplevelser. Har ånden haft for vane at lave noget specielt mad, eller f.eks. fået meget levertran er det meget almindeligt at den Clairvoyante får lov til at ”smage med”. Alt hvad der kan fremme forståelsen (og latteren) benyttes, uanset om det gælder følelser, lugte eller smagsoplevelser.
Det kræver en stor mængde energi at kommunikere via Psykiske evner, uanset om der benyttes Klarsyn, Klarhørelse eller Klarfølelse. Fra det åndelige er de altid interesseret i at kommunikere, men på et tidspunkt er den Clairvoyante nødt til at lukke ned, da kommunikationen bliver stærkt forringet efterhånden som den Clairvoyante forbruger store mængder af æterisk energi.